Bevægelsesstrategien –
en fælles national indsats

Bevægelsesstrategien er en national indsats, der skal styrke bevægelse i folkeskolens undervisning, pauser og frikvarterer – og fremme bevægelsesglæde gennem hele elevens skoleforløb. Samtidig skal strategien understøtte lokale samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger som en del af skoledagen.

Baggrunden for strategien er, at det tidligere lovkrav om 45 minutters daglig bevægelse i skoledagen er blevet afskaffet. Bevægelse er i dag forankret i Folkeskolens Kvalitetsprogram, hvor fokus er flyttet fra et kvantitativt krav til en mere kvalitativ og didaktisk tilgang til bevægelse.

Bevægelsesstrategien skal derfor hjælpe kommuner og skoler med at omsætte ambitionerne i Folkeskolens Kvalitetsprogram til praksis – på en måde, der giver mening lokalt.

Overordnet tidslinje

Bevægelsesstrategien løber over flere år og gennemføres i gentagne “rul”, så erfaringer løbende kan kvalificere indsatsen:

  • Forår 2025: Opstart af projektet og etablering af nationale og lokale arbejdsgrupper

  • Efterår 2025: Afholdelse af de første nationale events

  • Forår 2026: Pilotafprøvning af udviklingsforløb på fem skoler samt afholdelse af events

  • Efterår 2026–2027: Nye events og udviklingsforløb i hele landet

  • 2028: Afslutning af forløb og samlet evaluering af bevægelsesstrategien